Les Heritiers Saint Genys

I udkanten af den lille landsby Chassagne-Montrachet finder man Les Héritiers Saint-Genys – et af Bourgognes nye skud på stammen og et levende bevis på, hvordan regionen bliver ved med at overraske og udvikle sig. Læs mere
Les Héritiers Saint-Genys blev grundlagt i 2011 af Patrice du Jeu, som indtil da var restauratør i Paris samtidig med, at han havde et mindre opdræt af Hereford kvæg. Men i 2010 modtog han et opkald fra en ven, som gav ham muligheden for at erhverve en forfalden ejendom og ditto vinmarker i Chassagne-Montrachet. Da det efterhånden er nærmest umuligt at opkøbe land i Bourgogne, var det en chance Patrice du Jeu ikke kunne lade gå fra sig. Han allierede sig derfor med nogle familiemedlemmer af St. Genys familien og et par af hans gode venner. Og i samarbejde med de tidligere ejere begyndte han sit nye eventyr i Bourgogne.
Markerne led af mangel på opmærksomhed gennem flere år, og et omfattende program for genoprettelse af stokke og jordbund blev iværksat. Det usædvanlige “Clos Marcilly” i Mercurey måtte mere eller mindre genplantes.
Siden 2013 er den anerkendte ønolog Johannes Baptiste Alinc også blevet en del af huset. Han hjælper til med at formidle jordbundens budskab ned i flaskerne.
Les Héritiers Saint-Genys råder over 13,5 hektar vinmarker fordelt mellem Côte de Beaune og Côte Chalonnaise, hvor der blandt andet dyrkes vin i Chassagne-Montrachet, Santenay, Maranges og Mercurey. I sidstnævnte kommune kan vi igen slå et slag for den særlige Premier Cru “Clos Marcilly”, hvis første hvide årgang er 2014 – og fra 2016 er blevet et monopol for vingården. Dette er et særsyn i Bourgogne, da de fleste vinmarker deles af flere producenter og derved har vingården et unikum i sin portefølje.
Vinmarkerne Les Héritiers Saint-Genys dyrkes bæredygtigt og med minimal brug af ukrudtsbekæmpelse. Selve høsten forgår ved håndkraft, og druerne tranporteres i små kasser for ikke at lide overlast. På vingården udvælges de bedste druer, hvorefter de gæres. De røde gæres på ståltanke inden de overføres til fadene, mens de hvide både gæres og lagres på træ.