Il Paradiso di Frassina

Han var med hos selveste Soldera. Siden da hos giganten Caparzo. Men I 1999 solgte Giancarlo Cignozzi sin aktiemajoritet hos Brunello-producenten Caparzo for at realisere sin drøm om at skabe en mindre vingård - noget unikt, hvor han kunne dyrke vin helt efter sin egen filosofi. En drøm der havde ulmet i sindet hos Giancarlo i en rum tid. Mozart wine blev født!
Giancarlo fandt stedet hvor han kunne udleve sin drøm nær Montalcino by, kun få hundrede meter fra Caparzo: Il Paradiso di Frassina. En historisk gård grundlagt mere end 1000 år tilbage, men som i de seneste 50 år havde været forladt. Ideelt til at genetablere med helt nye idéer.
Husets beliggenhed med udsigt over en uforstyrret dal med smukke, bløde skråninger gav liv til Giancarlo's idé, som skulle blive hans helt særlige varemærke: At dyrke vin til tonerne af Mozart.
Mellem 2000 og 2001 blev 4 hektarer på Il Paradiso beplantet med Sangiovese Grosso, som voksede til tonerne fra Mozart, som udsendtes via højtalere i vinmarkerne. Eksperimentet blev kendt vidt og bred, og i 2002 tiltrak det opmærksomheden fra et par forskerhold fra landbrugs-universitet i Firenze, som dels studerede hvordan druernes- og vinstokkenes vækst blev påvirket, og dels hvordan parasitter og insekter i vinmarkerne reagerede på musikken.
Det amerikanske højtalerfirma Bose fandt også eksperimentet så interessant, at de i 2006 kontaktede Giancarlo, lykønskede ham med resultaterme og donerede et anseeligt antal højtalere, som kunne klare al slags vejr i vinmarkerne.
Musikken bliver suppleret med biodynamisk dyrkning på Il Paradisso di Frassina. Alle former for kemikalier er bandlyste, og græs, blomster og biodiversitet får lov at leve sit eget liv mellem vinrækkerne.
Ydermere anvender man planteekstrakt til at forhindre at vinstokkene udsættes for stress, f.eks. under perioder med stærk varme.
Selv i kælderene på Il Paradiso di Frassina får vinen lov til at modne til tonerne af Mozart.
Et projekt der kan dele vandene. Resultaterne taler dog for sig selv, og er så tydelige at Netflix har skudt penge i at dokumentere projektet og resultaterne i en dokumenter, der går Live i løbet af 2020.
Resultater, dokumentation, Mozart eller ej, så er vores holdning klar: Vinene er energiske, sprudlende og levende, og udtrykker Sangiovese med ét af de friskeste udtryk vi har oplevet ... ja en vin der nærmest danser rundt på tungen. Salut!