2016 Grier red IGT Veneto
Syre, sødme og power i balance af en anden verden. Veneto version 2.0
Sadan smager den
Ekstra info
Om vinen
Det er en flot mørkelilla vin du her får i glasset.
Det første der møder mig i næsen er let brændt marengs. Ikke helt sort, men sådan en 4-6 minutter for lang tid i ovnen. I din brændte marengs får du både figner, lakridsrod, brombær, blommer, og egefad. Lige bortset fra egefadet lyder det da egentlig som en meget lækker dessert, fra det år hvor alle kokkene gik amok med lakridspulveret. Men det er så langt fra dessert agtigt som vi kan komme.
Hvordan smager det så? Helt vildt godt! Så godt at du bare burde købe nogle stykker, så du har nok til at smage en flaske med nogle års mellemrum, for det er virkelig lækkert allerede nu, men har potentiale til at blive mindblowing hvis du kan holde nallerne fra den, og lade den hvile dejlig køligt i så lang tid du kan holde det ud.
Der er meget få tanniner i forhold til de 18 måneder på fad. Syren er til gengæld stram, og sammen med det kølige udtryk, som syrah i min mening altid har, holder de de mørke noter i skak, så balancen står knivskarpt.
Af mørke noter kan nævnes solbær, tobak, beef jerky, og finsk lakrids.
Udviklingen i glasset fortsætter en hel aften, hvis du giver den lov, og det er en fornøjelse at falde ind og ud af den over en samtale, et spil hjerterfri eller hvad dine aftener ellers går med.
Du kan være sikker på at jeg har nogle af dem her liggende i fremtiden, men om jeg vil af med dem dér, er knap så sikkert.