Ekstra info

Om vinen

Hvad er kunst?

"Det er en kunst at lave god vin", kunne man godt høre en lettere overvægtig, lilla næset herre, iført grøn tweed jakke, proklamere. Men er det det samme som at sige at man er kunstner når man laver vin...

Hvis man spørger Raphaël fra Nada, så er hans vine hver for sig et kunst projekt. Han er hverken overvægtig eller lilla næset, og chancen for at møde ham i en slidt t-shirt, er væsentlig større end i en tweed jakke, uanset farve. Han ser til gengæld sig selv som vinmager - og kunstner. Og han vil gerne stå ved det. Og hvis du spørger mig, så vil jeg i hvert fald sige, at det at man kan få carignan fra Roussillon, til at smage af noget der leder tankerne i retning af Beaujolais, er et kunststykke i sig selv. Ikke fordi at carignan fra Roussillon ikke er godt normalt, men fordi at det her er som carignan ikke har været før. Der er lige dét penselstrøg, som skilller sig ud fra mængden, og rykker en smule til standarden.

Næsen bliver fyldt med skovjordbær, solbær og hvide ribs i første indsnusning. Lidt dybere er der noter af hø, rødt kød og lækre små ristede Karl Johan’er. Både solmodent og komplekst, og på en måde hvor der bliver givet plads til at alle noterne kan komme frem til overfladen.

I munden er der mange grønne noter - friske kviste og bøgeblade til at starte med, og grønne ærter i eftersmagen. Der er også en let bitterhed i form af karameliseret grapefrugt, og en go' men behagelig syre som man finder det i råsyltede rabarber som kun lige er modne. Til gengæld er vinen saftig som en fuldfed moden blomme. Ikke på bælle måden, men der hvor du lige lader vinen køre en ekstra gang rundt i munden, inden du synker.

Jeg ved ikke om det kan klassificeres som kunst. Men jeg ved at både med kunst og vin er der kun én ting der er vigtigt - kan du li' det? Og jeg kan virkelig godt li' det her!

Om producenten

Anmeldelser / det siger de andre