Ekstra info

Om vinen

Det du her hælder i dit glas, er plumret på den lækre måde, og i højere grad, jo længere du kommer ned i bunden af flasken. Farven er flot lysegul på de første glas, og tangerende til tropejuice i bundsjatten.

I næsen er der en lækker blanding af sødmefuld appelsinsaft og syrlig citronskal, og samtidig bliver det lidt sæbet, hvis det er et ord. Et lille hint af østers dukker der også op - eller i hvert fald en art skaldyr, duft af hav du ved.

I munden går vi i retning af grapefrugt, og bitterheden der hører med, samt grønne druer (i en vin lavet på grønne druer…. Flot, Sherlock) og et strejf græs. Rugbrød kommer også frem, på den der champagne måde, og stikker som det eneste element lidt af fra de lyse noter. Der er en god syrlighed, men ikke som en volatil syre, eller citrus, men mere som man kan få det fra umodne, irgrønne stikkelsbær.

Det er første årgang for denne vin, fra unge Hannes’ hånd, og med den debut glæder vi os enormt til at følge med i hvad han ellers får sendt herop af herligheder.

Det er den slags vin hvor flasken tømmes hurtigere end maden er klar, så sørg for at have en ekstra på lager. Og server den ISKOLD, som i så tæt på frysepunktet som du magter, da det er sprællevende vin, som vil ud af flasken.

Om producenten

Anmeldelser / det siger de andre